Tyrkerdue
Kendetegn: Længde 31-34 cm, vingefang 48-56 cm. En lille lys sandfarvet due med lang hale og forholdsvis smalle vinger med afrundet vingespids. Den er derfor nem at kende i flugten, hvor man yderligere kan mærke sig, at den yderste del af halen er hvid set fra neden, mens det ovenfra kun drejer sig om en del af halekanten. De adulte fugle har et sort bånd omkring nakken. Hannen har det lyseste, grårosa hoved og det kraftigste rosa anstrøg på undersiden. Hunnen har brunere hoved og kun svagt rosa anstrøg på bugen.
Næbbet og øjnene er mørke og benene mørkrosa, det mørke øje tydeligt i lyst hoved – øjenringen er rød.
Flyver retlinet med klippende vingeslag. Parringsflugten foretages med svagt nedadbøjede vinger og udbredt hale, så man tydeligt ser tegningen på haleundersiden. Har en stejl, næsten helikopteragtig territorieflugt, helt forskellig fra Ringdues bueformede.
Ungfuglen er mattere brun uden sort halsplet.
Stemme: Sangen består af et højlydt, hurtigt gentaget tre-tonet ”do-dooo-do”; når den letter høres et lidt hvæsende ”krææ”.
Stammer oprindelig fra Asien, men har i 1900-tallet, fra omkring 1920, bredt sig fra sydøst i løbet af forbløffende kort tid, idet den har fundet nye livsmuligheder omkring bebyggelse, haver og plantager. Den nåede Danmark omkring 1950 og spredte sig med nærmest eksplosionsagtig hast over hele landet. I dag kan bestanden tælles i titusinder af par. Arten er stærkt knyttet til mennesket. Den lever næsten udelukkende i byer, landsbyer og ved spredte bebyggelser.Variation: Hybrider mellem Tyrkerdue og Turteldue er kendt.
Forveksling: Minder overfladisk om den i Danmark sjældne og truede Turteldue. Men Tyrkerdue er i flugten lysere end Turteldue, har lysere vingeundersider og længere hale. Har mindre kontrastrig haletegning, bredere gråhvide spidser på halefjerene og mangler Turteldues sorte halebånd.
Biologi: Kan formere sig allerede 2½-4 måneder gammel. Lever i såvel sæsonægteskaber som længerevarende forhold.
Reden anbringes i et tæt nåletræ eller en busk, men usædvanligt også på en bygning. Første kuld lægges i marts/april. 4-6 kuld årligt synes at være det normale – med det sidste i september. Men pga. tab gennemføres i reglen blot 2-3. De to æg udruges af både hun og han på 14-16 dage. Ungerne er flyvefærdige 18-20 dage gamle.
Reder kan findes med blot 30 meters afstand.
Tager overvejende planteføde – ofte med baggrund i menneskers aktivitet: diverse former for frø, korn, spirer, grønne blade samt brød o.l.
Levested: Yngler ved gårde og i byer med parker og haver med tætte nåletræer.
Udbredelse: Sammen med Ringdue den mest udbredte due herhjemme, men kun halvt så stor som denne og meget lysere. Yngler i alle lande i Europa, i Egypten og dens sydlige del af Asien.
Standfugl. Kan dog godt strejfe en del omkring.
I Nordatlanten er indvandringen sket ca. 1960-71 med ynglefund også på Island i sidstnævnte år. Siden er indvandringen ikke øget yderligere, og tyrkerduen er aldrig blevet etableret på Island. Nogle få trækgæster registreres særligt omkring maj måned som tegn på, at der stadig foregår en tilflyvning af nye fugle, idet de etablerede er standfugle. F.eks. på Færøerne er det ikke tænkeligt i dag, at bestanden kan opretholdes uden tilflyvning udefra.
Hvornår ses den? Året rundt.
Sent på efteråret går mange tyrkerduer over til en floktilværelse. Man kan da se fuglene på marker nær byen, men mere typisk opholder de sig ved kornsiloer og andre steder, hvor de kan finde spildt korn, og ved de forskellige foderpladser. Nogle lever dog parvis året rundt. I februar/marts opløses flokkene, og fuglene fordeler sig igen på ynglepladserne, hvor de hævder deres territorier, som ikke er særligt store.
Status: Arten er almindelig i Danmark
Kilde:
Fugle og natur
Naturstyrelsen
