Taffeland
Kendetegn: Taffeland har en længde på 42-49 cm og et vingefang på 67-75 cm. Det er en tætbygget dykand, af størrelse omkring Trold- og Bjergand. Hannen i pragtdragt har kastanjebrunt hoved, sort bryst og bagparti samt silkegrå krop. I eclipsedragt (jun.-sep.) ligner den hun, men er mere gyldenbrun på hoved og hals og har mere grå ryg. For at genkende arten i de brune dragter er det vigtigt at mærke sig artens særlige hovedprofil med en blød skrånende bue fra næbspids til isse (som kort skihop-bakke).
Hunnen er diskret gråbrun med brunere bryst, isse og hals. Bedste kendetegn er foruden profilen, de svage, lyse og mørke tegninger på hovedet. Har svag, mørk plet under øjet til undernæbbets basis. Næbbet har om vinteren smalt, smudsiggråt bånd, men bliver om sommeren helt mørkt.
Ungfuglen ligner den ynglende hun, men har ingen lys tegning på hovedet.
I modsætning til andre beslægtede dykænder viser begge køn gråt og ikke hvidt vingebånd i flugten undtagelsen er dog Halsbåndstroldand (Aythya collaris). I flugten synes hoved og hals at gå ud i ét, men næbbet virker påsat og spidst.
Stemme: Hunnen udstøder et groft, hæst krrr. Hannen er normalt tavs, men udstøder i yngletiden en blød, brægende fløjten: peee.
Forveksling: Sammenlign evt. med Pibeand, som også har rødt hoved, men gulbeige pande.
Hun af Troldand er mørkere og mangler lys øjenstribe.
Han af Bjergand har hvide sider og sort hoved.
Biologi: Taffelanden yngler normalt første gang knap et år gammel. Parrene dannes om foråret. Har sæsonægteskab. Hævder ikke territorium. Reden placeres nær vandet i tæt vegetation, på rørholme eller f.eks. på en tue i rørskoven. De (normalt) 8-10 æg lægges engang i maj og udruges af hunnen på ca. 25 dage.
Blandt alle vore dykænder er Taffelanden nok den mest alsidige mht. fødevalg. Især i vinterhalvåret spiller små snegle og muslinger en stor rolle i kosten. På ynglepladserne spiller insektlarver en stor rolle og er ællingernes foretrukne føde. Småkrebs og orm indgår i ksoten i mere beskedent omfang.
Plantekost spiller en større rolle for denne and end for andre af vore almindelige dykænder. Især Kransnålalger og Smalbladet vandaks er vigtige. En dansk undersøgelse af maveindholdet viste, at plantedele og frø udgjorde mere end halvdelen af føden. Taffelanden dykker udmærket, men den kan også snadre i vandoverfladen ligesom svømmeænder.
Levested: Taffeland yngler hyppigst i lavvandede og næringsrige søer, ofte i forbindelse med hættemågekolonier, men også i brakvandslaguner og tørvegrave.
Om vinteren ses den langs kyster og i isfri søer, ofte i store troldandeflokke.
Udbredelse: Den danske ynglebestand tæller 400-600 par. Sverige huser 1.000-2.000 par, Norge 0-20, Finland 12.000-15.000 par og Island 0-5 par.
Derudover yngler den spredt i flere europæiske lande mod syd til Middelhavet. Fra Europa strækker yngleområdet sig østover til egnene omkring Bajkal-søen.
Hvornår ses den? De første trækgæster ankommer i september. Antallet af rastende fugle kulminerer engang i okt.-nov., hvorefter mange trækker til overvintringspladser i Vest- og Sydvesteuropa.
Trækker i marts/april atter mod ynglepladserne længere østpå. De sidste forlader landet først i maj, og de fugle, som ses herefter, er lokale.Status: Arten er almindelig i Danmark
Kilde:
Fugle og natur
Naturstyrelsen
