Fasan

Kendetegn: På størrelse med en tamhøne og med lang spids hale. Kokken (hannen) er ualmindelig stærkt farvet. Hovedet mørkegrønt metalskinnende med rødt, fjerløst parti omkring øjet, som regel en hvid halsring. Kroppen har kobberrøde, rustfarvede og brune fjer. Næbbet er hvidgult, fødderne grålige. Hønen (hunnen) er gråbrun med mørkplettet ryg og kortere hale. Ungfuglene ligner hønen. Når kokken forsvarer sit territorium, udstøder den jævnligt et kraftigt, skrattende skrig, og samtidig høres en kraftig basken med vingerne. Dette kaldes at kokken skogrer.

Variation: Ringfasan (Phasianus colchicus torquatus) og Grøn fasan (Phasianus colchicus versicolor). Holdes i voliere som prydfugle her i landet.

Forveksling: Fasankokken kan ikke forveksles med andre. Hønen derimod, der i fældningsperioden har kort hale, kan ligne en stor agerhøne.

Biologi: Kokkene etablerer om foråret territorier. Reden består blot af en fordybning i jorden, hvori hunnen lægger 10-12 ensfarvede grågrønne æg. Føden består om sommeren overvejende af insekter, orme og bløddyr, ellers frø og planter. Fasaner overnatter i træer eller rørskov.

Levested: Det åbne kulturlandskab, hvor marker veksler med småskove, moser og enge.

Udbredelse: Fasanen stammer fra Asien og blev indført første gang i Danmark af enkedronning Dorothea i 1562 som pryd- og spisefugle i voliererne ved Koldinghus. Optræder først som almindelig fugl i vores fauna omkring slutningen af 1800-tallet. I dag er den spredt over hele landet og bestanden er tættest hvor der sker udsætning i jagtøjemed.

Kilde:
Fugle og natur
Naturstyrelsen