Dobbeltbekkasin

Kendetegn: Længde 23-28 cm (heraf næb 6-7 cm), vingefang 39-45 cm. En karakteristisk vadefugl med et meget langt næb og en kamuflagefarvet fjerdragt. Er den almindeligste bekkasin; tydeligt større end Enkeltbekkasin og har meget længere næb (mindst 2 x hovedlængden; ca. 1½ hos Enkeltbekkasin). Kroppen er stor og rund, den virker i hvile ofte halsløs og benene virker korte. Er brun med lyse streger og mørke pletter på oversiden, har tværstribede, hvide flanker og uplettet, hvid bug. På hovedet ses gulhvid issestribe; øjenbrynsstriben er lysest fortil, gulbrun bagtil.

Ungfuglen ligner den adulte, som er beskrevet ovenfor, men har smallere, hvide striber på ryggen.

I flugt ses rødbrun hale med mørke tværbånd og kun hvidt på de yderste fjer, og på de mørke vinger ses kun diffuse lyse bånd på langs.

Letter normalt på større afstand end Enkeltbekkasin, flyver en kort strækning lavt for derpå at stige i en flaksende zig-zag flugt. I uforstyrret flugt flyver den retlinet og med næbbet pegende skråt nedefter.

Færdes som regel i dækning af vegetationen, og ses sjældnere på åbne vandflader. I træktiden ses den ofte i småflokke.

Stemme: Når fuglen letter høres et hæst, eksplosivt ”kætsch” eller ”schaap” (som når man trækker en støvle op af sugende mudder!). I sangflugt høres en vibrerende brummen, omtrent som ”huhuhuhuhuhuhu…”, der fremkaldes under korte, stejle dyk, når luften får de udspilede yderste halefjer til at vibrere. Udføres især i skumringen i buer højt over territoriet. Denne lyd har givet ophav til en række specielle lokale navne, såsom ”himmelged” og ”horsegøg”. Siddende fugle kan synge i lange, tikkende serier a la ”tik-a tik-a tik-a”.

Forveksling: Enkeltbekkasin, Tredækker, Skovsneppe.

Biologi: Yngler første gang 1-2 år gammel. Tidligere mager mødes tilsyneladende ofte på sidste års territorium og danner atter par. Reden anbringes på jorden i ret kort vegetation. De 4 æg lægges fra medio april og udruges af hunnen på 18-20 dage. Begge mager deltager i pasningen af ungerne, som er flyvefærdige på 19-20 dage. Kan opfostre to kuld unger pr. sæson.

Føden består af orme, krebsdyr, snegle og diverse insekter, som fuglen mest finder ved at bore sit lange, følsomme næb ned i fugtig eller våd bund.

Levested: Yngler i Danmark spredt over hele landet, på fugtige enge med græs og startuer, i moser, ved tilgroede kær og ved søbredder. Arten kræver steder med fugtig bund og frodig, ikke for høj vegetation.

Den danske bestand er fra 1900-tallets start gået markant tilbage som følge af ændringer i landskabet: dræning og opdyrkning af enge og moser har ramt arten hårdt. I Tøndermarsken blev bestanden eksempelvis reduceret fra 75-90 par i 1987 til 15 par i 1996. Der yngler blot 2.500-3.000 par her i landet (år 2000). Sverige, Norge og Finland huser hver især omkring 150.000 ynglepar. Færøerne 2.500 par og Island 300.000 par.

Udbredelse: Yngler i samtlige lande i den nordlige halvdel af Europa samt sporadisk i Spanien og Portugal. Findes desuden i det nordlige Asien, og nærtstående former forekommer i Nord- og Sydamerika samt i det sydlige Afrika.

Hvornår ses den? De første trækgæster nord- og østfra ses i DK allerede fra medio juli, og de forlader landet så sent som i december. Sammen med vore egne ynglefugle overvintrer trækgæsterne i Vesteuropa og Nordafrika. Enkelte kan dog tilbringe vinteren her i landet.

Arten ankommer til landet igen fra ultimo februar. Fremmede fugle på vej mod ynglepladserne ses frem til medio maj

Status: Arten er almindelig i Danmark

Kilde:
Fugle og natur
Naturstyrelsen