Blishøne
Kendetegn: Blishønen er en kompakt vandfugl, 35-40 cm, med rund, bred krop, kort hale og lille rundt hoved. Kroppen er mørk skifergrå og hovedte sort. Hvidt næb, der forsætter i et stort hvidt pandeskjold. Røde øjne. Benene er kraftige og grågrønne, med lange tæer. Ingen svømmehud, men tydelige svømmelapper på siderne af tæerne. Flugten er hurtig og retlinet, og vingerne brede og afrundede. I flugten ser man en tydelig hvid bagkant på den inderste del af vingerne. Benene stikker typisk bagud og hænger en anelse. En ret støjende fugl, der kan lave mange forskellige lyde. Det mest karakteristiske kald er et højt eksplosivt "piitss", der nærmest lyder som om man slår på en metalstang med en hammer.
Variation: Ungfuglene er gråbrune med hvid hals og bryst. Næbbet er gråligt, og det hvide pandeskjold mangler eller er meget lille.
De helt små dununger er sorte, med røde og blå hoveder, og en tydelig gullig krave.
Forveksling: Blishøne kan muligvis forveksles med grønbenet rørhøne, men voksne rørhøns har rødt næb og pandeskjold, og en hvid skråstribe på siderne. Ungfuglene er mere brune end blishønsene, og har den samme hvide skråstribe som de voksne. Både voksne og unge rørhøns er hvide på undersiden af halen.
Biologi: Blishønen er en energisk og aggressiv fugl, der overvejende lever af vandplanter. Blishøns er meget selskabeligt, og ses gerne i større eller mindre flokke. Om vinteren kan de samle sig ved lavvandede kyster i meget store antal. De yngler fra først på foråret til langt hen på sommeren, i store reder de selv har bygget i kanten af rørskoven eller mellem andre vandplanter. De lægger mange æg, gerne en 8-10 stykker. Blishøns kan sagtens nå at få flere kuld i løbet af en enkelt sommer, og så hjælper de store unger fra det første kuld gerne med til at fodre deres yngre søskende.
Levested: Blishønen er vandfugl om en hals. Den er dog ikke nogen specielt fremragende svømmer eller dykker, og derfor foretrækker den lavt vand - søer, moser og lignende. Om vinteren kan man også finde den i fjorde og andre lavvandede kystområder.
Udbredelse: Blishønen er en almindelig fugl overalt i Danmark, hvor der er søer. Den er udbredt i hele Europa.
Hvornår ses den? Blishøns kan ses i Danmark hele året. Sæsonens unger er dog trækfugle. De flyver til Holland, Belgien eller Frankrig om vinteren, mens de voksne bliver i landet.
Status: Arten er almindelig i Danmark
Kilde:
Fugle og natur
Naturstyrelsen